Vejle Amts Folkeblad 2.6 2021
Palle Anholm Søderberg paso@vafo.dk
Vejle: – Som det ser ud nu, er det for farligt at sende ældre mennesker og børnefamilier ned ad stien her. Der er risiko for, at vores gæster kan falde og komme til skade, og hvis skrænten bliver for våd, er der risiko for skred, så vi ser frem til at få udbedret skaderne.
Kirsten Mikkelsen, formand for Himmelpinds Venner, ser frem til at få genetableret stien fra parkeringspladsen på Vardevej og op til udsigtspunktet Himmelpind.
Foreningen er en af 10 lokale foreninger, lokalråd og lodsejere, som har modtaget i alt 219.140 kroner fra Vejle Kommunes natur- og stipulje til projekter inden for tre områder: Natur, stier og friluftsfaciliteter.
Fire farlige træer
Himmelpinds Venner har modtaget 11.500 kroner, som foreningen vil anvende til at få genetableret stien, der blev ødelagt ad to omgange i 2019 og 2020. Dengang skred skrænten ned og rev en del af stien og det rækværk, der gav gående noget at holde ved på vej op eller ned af den stejle sti, med sig.
Himmelpinds Venner havde egentlig søgt om det dobbelte beløb, men klarer alligevel opgaven, der også indebærer fældning af træer, som er til fare, fortæller Kirsten Mikkelsen.
– Vi klarer det med frivilligt arbejde og ansøgninger til fonde og lignende. Vi skal blandt andet have fjernet fire træer, som står meget udsat og kan risikere at vælte. Det skal vi have gjort med det samme – og helst i denne uge, fordi de udgør en sikkerhedsrisiko. Når det er sket, skal vi have lavet en større udtynding af skrænten, og derefter skal vi have lavet stien og rækværket, fortæller Kirsten Mikkelsen